Jagtfilm på Jægernes Magasin TV kanal
By 27. november 2012 1 Comments

Ungjægerne på tur





Det var en kold januar dag vi havde besluttet at tage af sted, man kan jo ikke selv bestemme vejret, men når jeg siger, at den var kold, så mener jeg virkelig kold! Vi vidste det fra morgenen af, så vi havde forsynet os med ekstra tøj, men vigtigst af alt – ekstra kaffe!

Vi var 4 gutter i alderen 16-19 år, hvor 2 af os derved var nyjægere, derfor nød vi også at snakke taktikken igennem i bilen, så vi havde styr på hvor vi skulle sidde osv.

Vi havde aftalt at sidde 2 og 2, det er måske ikke det mest effektive, men det er nu engang det hyggeligste.

Da vi nærmede os gården sneg spændingen sig endnu en tak op, da vi kunne se at der allerede var aktivitet i luften og der sad duer på de omkring liggende marker. Det var bare med at komme i gang og få sat sit skjul op. Eller man skulle vel nærmere sige få bygget sit skjul. Dengang havde vi ikke noget moderne skjul, men det holdt os ikke tilbage. Vi byggede derimod vores eget af grene, kviste, lidt reb osv.

Det var meget naturligt at jeg sad sammen med min kammerat, som samtidig var min gæst. Vi havde siddet sammen før, så i samarbejde fik vi hurtigt bygget skjulet, sat lokkeduer op og gjort klar med kaffekopperne.

Det var også kun lige, at min kammerat fik hældt kaffe i koppen, før de første duer kom. Der blev skudt, men vi må erkende, at dagen måtte starte med en score på 1-0 til duerne. Hen ad dagen kom duerne egentlig i perioder, der var tider hvor vi ikke så en eneste i 2 timer på skudbar afstand og så var der tider hvor vi kunne skyde 10 skud af på et kvarter. Det viste sig dog hurtigt, at selvom vi havde meget tøj på, så skar kulden ind til benene og min sidemand måtte også erfare, at man skal drikke sin kaffe meget hurtigt, for at undgå at den fryser til is.

Ved 11 tiden fik min kammerat endelig ramt på den 1. due på jagten, men også hans 1. due nogensinde og vi var ellevilde, da hunden kom tilbage med den. Vi sad ikke så langt fra de andre og vidste derved at de havde skudt 2 duer i alt og da de trak ned til os ved spisetid, kunne vi få fornøjelsen af at høre de havde skudt 1 hver. Så til frokost holdt vi jagtpause og sad og nyd naturen, min mors kage (som jeg havde lusket med), madpakken og de platte jokes, som vi nu engang lærer af vores fædre.

Eftermiddagen viste sig at blive rigtig god og resultatet derefter. Der var bare flere af de gode perioder og vi havde det umådelig sjovt. Jeg måtte sande at det ikke var min dag og måtte desværre slutte hvor jeg startede med 0 duer, men til gengæld havde min sidemand og gæst ikke bare fået sin 1. due, men skudt sine 2 første duer, så den glæde delte jeg med ham. Derudover havde mine to fætre skudt henholdsvis 3 og 4 duer, så til sammen fik vi 9 duer i alt. Derved blev jagtdagen ikke bare den koldeste duejagt vi var på, men også den mest succesfulde det år.

Billede af vores jagtparade sidst på dagen.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (3 votes cast)
Ungjægerne på tur, 10.0 out of 10 based on 3 ratings
Posted in: Duejagt historier

About the Author:

Vi skriver om duejagt og kommer med gode råd til nye - såvel som erfarne duejægere. Duejagt.dk - Duejægerens ABC.

1 Comment on "Ungjægerne på tur"

Trackback | Comments RSS Feed

  1. Bente Hemmingsen siger:

    Dejligt at læse om jeres spændende jagtdag og sikke en oplevelse for dine jagtkammerater at de fik skudt deres første duer.

    Knæk og bræk
    Bente

Post a Comment